Er der noget værre end selvhellige, glorie-pudsende eks-rygere? Det er der vel, men de er djævelsk irriterende, efter min mening. I dag blev jeg mindet om at jeg selv lider lidt af det samme ...
Før mit nuværende forhold, der i al beskedenhed er særdeles forrygende, holdt jeg en pause fra BDSM. En meget lang pause, der med nogle få glimtvise undtagelser, varede i ti år. Nu er jeg tilbage i folden, og lykkelig for det, men jeg er allerede blevet grebet i samme forteelse som min yndlingsaversion, eks-rygerne. Det er nemlig faldet en læser for brystet at jeg har det med at dele menneskeheden op i OS og DEM. VI er afvigerne (for at citere mig selv), de anderledes og fritænkende, der har set lyset. DE er de normale og kedelige, de arme stakler, fanget i en grå trummerum af et sexliv, der går i stå når den første skrigende baby gør sin entré. Sådan sat lidt spidsen.
Det er påfaldende, at VI accepterer stort set alt hvad der sker internt imellem OS. Der er selvfølgelig altid lidt uenighed om reglerne for god, sikker og tryg SM, men generelt er VI enige om at så længe alle involverede parter er glade, er der intet der er forkert. VI kan acceptere de mest aparte ting – ingen nævnt, ingen glemt – men jeg har, i al min nyvundne selvgodhed, pludselig svært ved DE normale.
Det er gået meget stærkt, og mit liv som monogam hyggepartner forekommer at ligge meget langt tilbage. Det gør det faktisk ikke, men jeg har fundet tilbage til rødderne fra mine teenageår. Jeg anser på ingen måde de mellemliggende år som spildt, og jeg nød dem i allerhøjeste grad. Men denne gang er der vist ingen vej tilbage. Jeg er ikke en af DEM længere.
Hvad er jeg så? Jeg kan bygge en endeløs række af titler og adjektiver – polyamourøs, dominant, fetichist, kinkster, relationsanarkist (personlig favorit!), sadist, biseksuel, hedonist, etc. – men de er blot en formsag. De er udtryk for en nødvendig kassetænkning i et miljø hvor VI allesammen er vidt forskellige, men har fundet et fællesskab blandt andre seksuelle afvigere.
Og netop det, at VI er fælles om at være anderledes, gør at vores fordomme om DEM blomstrer. For en af de ting vi er fælles om, er at ingen udenforstående rigtigt forstår hvad der foregår. Ingen der ikke nyder at få smæk kan værdsætte hvor rart det er – ligesom jeg aldrig lærer at forstå folk der hører moderne jazz. Og det er en tragisk sandhed at det man ikke forstår, det forfølger man. Hver eneste subkultur inden for BDSM har stået på en liste over alvorlige sindslidelseog/eller forbrydelser – historisk set for ganske nylig. Vi bliver stadig forfulgt af myndighederne i adskillige lande verden over. Vi har været genstand for hetz og censur, næsten på linie med homoseksuelle.
Den slags modgang skaber fællesskab, og fællesskab avler fordomme. Det er en ond cirkel, men sådan er det. Træder man på slangen bider den en i foden. Vi har ikke længere noget at frygte her i Danmark, og jeg nyder tanken om at hvem som helst jeg møder – buschaufføren, kassedamen, bankrådgiveren – eventuelt er ligesom mig og kan udleve det frit og lovligt. Men fortiden er ikke glemt, og vi bliver stadig mødt med manglende forståelse.
For polyamourøse er hele samfundets struktur imod en. Skulle man have lyst kan man ikke gifte sig med to personer. Man kan end ikke registrere et polyamourøst forhold. Der er ingen lighed for loven. Det er selvfølglig for at undgå at visse, kulturbaserede grupper tvinger kvinder ind i uønskede dobbetlforhold, men jeg er ret sikker på at når man kan få folkekirken til at vie homeseksuelle, kan man også lave en model der tager hensyn til frivilligt flermanderi/koneri.
VI bliver jævnligt bekyldt for at være svage, fejlbehæftede individer. Ingen rask person ville underlægge sig en andens magt frivilligt – ifølge mainstreamen. Vores subs må nødvendigvis lide af en slags Stockholm-syndrom. De er ofre. Dem af os der nyder at svinge pisken er ynkelige magt-fetichister, der bruger vold som kommunikationsmiddel, fordi vores retoriske evner ikke slår til. Generelt møder VI den samme form for kollektive anklager, som når bøsser over én kam beskrives som fjante-feminine eller lesbiske som karseklippede, mandehadende brutalister. Så sent som i går så jeg en kommentator på IMDB drage direkte paralleller mellem BDSM-filmen Historie d’O (1975) ”og den type af af film generelt”, og voldtægtsmanden/morderen Cameron Hookers forbrydelser.
For endelig at vende tilbage til udgangspunktet (og min eksryger-analogi): Ja, VI har fordomme om DEM. VI synes, ironisk nok, at DE er lidt vel fordømmende, og vi finder det dumt og uhensigtsmæssigt når vores seksualitet konstant bliver brugt som åndsforladte gags i komedier, eller når folk griner af os når vi krænger vores sjæl ud, og prøver at oplyse dem. Vi stødes på manchetterne når folk, der aldrig har mødt os, lyser os i band, og især når de offergør os! VI kommer let til at anse DEM for at tilhøre et lavere seksuelt udviklingstrin, uden at det iøvrigt skal ligge dem til last. For DERES fordomme må nødvendigvis stamme fra uvidenhed.
Er VI bedre end DEM? Hvad angår karakteren af fordomme rettet mod ’modstanderen’? Det synes jeg. For én ting er helt sikker: VI har allesammen været som DEM engang. Ingen debutterer seksuelt ved at tøjre kæresten til en radiator og tæve hende med et kricketbat. Vi har alle udviklet os gradvist fra det normale til det unormale, i takt med at vi har udforsket vores lyster. Men meget få af DEM har været som OS, og af den ene grund synes jeg VI har mest at have vores fordomme i. VI kender modstandersiden bedre end DE gør.
Hvor slemme er VORES fordomme så? Indrømmet, jeg anser nogle gange mine medmennesker for at være uhørt bonerte og hæmmede. Jeg omtaler, med al tænkelig respekt, normal-sex-udøvere som ”Vanilla”, fordi det simpelthen er det ord BDSM-kulturen har vedtaget. Af fordomsdrevne øgenavne at være, synes jeg det er i den meget milde ende. Det forhindrer mig dog ikke i at føle mig som en hykler når jeg, i svage øjeblikke, uforvarende kommer til at betragte DEM som nogle lidt uskyldige, famlende eksistenser, der mangler indsigt og villighed til at tilegne sig samme.
Men ... Jeg er til gengæld klar over at VORES nye rekrutter kommer fra DERES rækker. VI bør have al tænkelig medfølelse, og det vil jeg hermed opfordre til at VI viser DEM. Jeg lover at forsøge at holde Vanilla-fordommene på et minimum fremover. At opføre mig som en flink eks-ryger, nu hvor jeg igen tilhører det aktivt afvigende selskab.