De to fanger er ikke helt så modvillige mere. Men hvor meget mere kan de tåle? Fik du ikke læst del 1 og 2 af den erotiske novelle-føljeton? Læs dem her og her.
Nøglerne landede på gulvet med en klirrende lyd.
"Jeg trækker mig ud af dig nu," hviskede hun. Han sukkede og nikkede, uden at mæle et ord. Der måtte være en sand orkan af tanker i gang i hans hoved, tænkte hun.
Så forsigtigt som muligt lirkede hun sig ud af ham. Han ømmede sig, men det lykkedes. Hun spændte seletøjet at, og smed fraværende påspændningsdildoen fra sig. Hun bukkede sig ned efter nøglebundtet. Korte nøgler. Tre styks. Alle ens.
Hun prøvede den ene i den første hængelås der holdt Jesper fast. Den passede, og snart efter var hendes mand befriet fra bukken. Han tog sig til ryggen og strakte ud. Enkelte af piskestriberne på hans ryg sprang op. Bittesmå dråber af knaldrødt blod trillede ned mod hans baller.
De kunne ikke kigge hinanden i øjnene. Hele tiden fandt de nye steder at se hen. Jesper kiggede undersøgende på døren. Hun så sig om i båsen. Måske Lars og Tania havde glemt et eller andet der kunne befri dem helt. Eller noget der kunne bruges som våben. Men det eneste der befandt i båsen var den fastboltede træbuk med lænkerne, dildoen og dem selv.
Rådvilde gik de rundt langs båsens vægge, hver især glade for at den anden havde travlt med at finde sig selv. Var de lige kommet tættere på hinanden? Eller var de blevet adskilt af en dyb kløft? Hvordan skulle de komme bort fra gården? Og var det egentlig det de havde lyst til?
"I kommer ikke ud før I har gjort rent efter Jer!"
Tanias stemme. Overgearet som et barns. Men også bestemt. Der var ingen mulighed for at diskutere. Deres fangevogtere kunne åbenbart holde øje med dem gennem skjulte huller i væggene.
Hun kiggede sig omkring. Der var ikke ligefrem klinisk rent i båsen, men det var jo ikke hendes og Jespers skyld. Og hun var begyndt at genkende et mønster i de sadistiske lege Lars og Tania udsatte dem for. De var på samme tid unfair og balancerede. Tania ville ikke påstå at de havde snavset båsen, hvis ikke der var en måde at løse det på. Så faldt hendes blik på pølen af Jespers sperm på gulvet, og hendes søgen efter en løsning gik i stå.
"Nemlig!" udbrød Tania. "Ned på knæ og i gang med dig!"
Jesper havde forstået hvad der skete nu. For første gang fik de øjenkontakt. Hans øjne var umulige at tyde. Var det medlidenhed, frygt, gryende lyst? Hun sank ned på knæ.
"Hænderne bag ryggen - det skal jo ikke være for nemt," råbte Tania fra sit usynlige spionhul. Hun gjorde hvad hun fik besked på og samlede hænderne bag ryggen. Hendes højre hånd lukkede sig om venstre håndled. Besværet af den umage stilling lænede hun sig fremefter. Kunne det her blive værre?
Sæden var allerede blevet kold. Et lag af støv havde samlet sig på overfladen. Hun stak tungen ned i den klæbrige masse. Det føltes som nedkølet tapetklister - halvt størknet, halvt flydende. Hun lukkede øjnene og forsøgte at slikke noget det op. Det var svært. Den fortykkede væske ville ikke blive på tungen. Kvalmen steg op i hende igen. Hvorfor gjorde de det her imod hende?
"Det går for langsomt!" brød Tania ind. "Jesper hjælp hende lidt. Hun er alt for forsigtigt. Træd hende i nakken, Jesper!"
Sekundet efter mærkede hun Jesper fod i nakken. Til at starte med tvang den hende ikke ned. Den markerede bare. Men så kom presset. Hendes tunge blev presset ind i munden. Hendes læber blev mast ned mod det ru cementgulv - ned i sæden.
"Ja! Ja, sådan!" Tania var euforisk.
"Sug det op," sagde Jesper. Hans stemme var død. "Sug det op, for satan."
Og hun sugede det op. Hun slubrede den kolde sperm i sig, som var det vand i ørkenen. Med sin mands fod som guide fandt hun vej hen over det beskidte gulv. Det føltes som sandpapir mod tungen. Hendes kinder klistrede til. Jespers safter blev smurt ud i ansigtet på hende. Tårer pressede sig på i hendes øjenkroge. Langt, langt borte lo Tania.
Efter lang tid - hendes tunge var følelsesløs - hørte hun døren gå op. Totter af hendes hår var limet til gulvet, og afgav små knæklyde da hun rev sig løs. Jesper fjernede sin fod.
"Det gjorde du rigtig godt," sagde Tania. "Du skal have en belønning!"
Noget gled ned forbi hendes synsfelt. En mekanisk lyd smældede bag hende. Noget strammede til om hendes hals. Hun blev løftet op i løkken, og gav sig til at slå med armene, men kunne ikke ramme noget. Så blev hun vendt om og så hvorfor.
Både hun og Jesper var fanget. Lars og Tania stod med hver deres lange stang, med snarer for enden. Hun kendte dem fra TV. Man brugte dem til at føre farlige dyr med. Og nu også mennesker, så det ud til.
De kunne intet stille op. Lars og Tania var i fremragende form og kunne tvinge dem i lige den retning de havde lyst til. Lystrede de ikke - fandt hun meget hurtigt ud af - kunne man stramme løkken yderligere med en aftrækker på skaftet. Hun gjorde kun modstand én gang.
De blev ført ud af båsen og ud i den lange gang mellem båsene. Her og der stod døren åben til et af disse små aflukker. Nye pinsler, nye prøvelser gemte sig bag hver af disse døre. Lars og Tania havde deres eget private torturkammer, og det var enormt.
På stive ben, og besvimelsen nær af indtryk de på ingen måde kunne nå at fordøje, blev de ført helt ned i bunden af stalden, til det allersidste rum. Endebåsen var større end de andre. Et stofforhæng delte den. Bagvæggen var udstyret med to sæt af lænker, så man kunne tøjre to mennesker op ad den. Og det var nøjagtigt hvad Tania og Lars havde i tankerne.
Fire åbne hængelåse sad på hvert sæt lænker. Lars skubbede Jesper tæt op ad væggen, med ansigtet indefter.
"Lænk ham fast," kommanderede Tania. Hun lystrede. Hendes vilje tålte ikke mere nu. Hendes modstand var brudt ned. Hun lukkede lænkerne om Jespers hænder og ankler og klikkede låsene i. Bagefter låste Lars hende fast mens Tania holdt hende i et jerngreb. Først da de begge var forsvarligt sikret blev løkkerne hevet over deres hoveder igen.
"I har været så dygtige!" sagde Tania. "I har opført Jer virkelig pænt. Og ... Hvis jeg ikke tager meget fejl, har I rent faktisk nydt noget af det."
Hun følte hvordan Lars bevægede sig tættere op ad hende. Pludselig lå hans hånd på hendes ømme balle. Den kneb lidt til. Det var ikke længere forfærdeligt. Det var ikke længere en forbrydelse der blev begået imod hende. Hun nikkede.
"Hvad med dig, Jesper?" spurgte Tania. "Har du lært at værdsætte din smukke kone på en ny måde?"
Ud af øjenkrogen kunne hun se Jesper nikke.
"I behøver ikke sige noget. Jeg ved godt det kan være svært. Det var det i hvert fald for mig." Tania lød pludselig forstående. Uendeligt empatisk.
"I lærte meget hurtigt," fortsatte hun. "Derfor får i også belønningen tidligt. I fatter ikke hvad jeg skulle igennem før jeg fik min."
Lars var forsvundet igen. Forhænget blev hevet til side med en raslen af gardinringe. En bølge af varme ramte hende - hun stod nærmest. Hun kunne kun vende hovedet en smule, men det var rigeligt. Mere end rigeligt. Selvom hun kun så det halvt var der ingen tvivl om hvad det store kobberkar var, endsige at det var fyldt med glødende kul der kastede diffust, rødt lys ud i tusmørket bagerst i stalden. De to lange jernstænger, der stak ud af karret, talte også deres eget, alt for tydelige sprog.
"Det ... Det gør I ikke ..." fik Jesper fremstammet med hæs stemme.
"Jo, vi gør," svarede Lars og greb den nærmeste jerndrager. Han trak den forsigtigt ud mellem de varme kul. Den emmede rødt og skæbnesvangert. Høje tikkende lyde undslap det hastigt nedkølende metal. "Og vi starter med dig."
Lydene var det værste. Først det høje smæk da det ætsende varme jern ramte Jespers hud og fik den til at sprække. Derefter den sydende lyd da jernet borede sig ind i kødet. Og så Jespers umenneskelige skrig, der næsten sprang hendes trommehinde på højre øre. Skriget fortsatte indtil Jesper ikke havde mere luft. Så startede det igen. Det endte i en lang, håbløs boblen helt nede i hans svælg. Så kom lugten. Dusten af brændt kød sneglede sig op i hendes næsebor. det mindede hende i grotesk grad om grillmad. Jesper begyndte at græde.
Hun mærkede et blidt kys i nakken, og hørte så Tania gennem Jespers smertefulde hulkeri: "Vores tur, min skat."
Hun havde aldrig forestillet sig at noget kunne gøre så ondt - og hun havde født to børn, uden bedøvelse. Hendes nervesystem knækkede sammen under den ubærlige pine, og de første splitsekunders lammelse fortog sig ubarmhjertigt hurtigt. Smerten foldede sig ud og fandt vej til hver eneste pore i hendes forslåede krop. Så besvimede hun.
***
Hun kom til sig selv. Bløde dyner, store puder, lagner af det mest imødekommende bomuld. Duften af vaskepulver. Det mærke hun selv brugte.
Hun åbnede øjnene. Loftet var velkendt. Lampen havde de fået i bryllupsgave. Hun var hjemme. Hun hørte Jesper trække vejret tæt ved. Langsomt, stadig døsig, vendte hun hovedet og fik øje på ham. Han lå på sin plads, med halvt åbne øjne og kiggede på hende.
Var det hele en drøm? Hvor lang tid havde hun været væk? Hun rakte ud efter sin mand, og i samme øjeblik begyndte hendes krop at gøre modstand. Små detonationer af dybtliggende ømhed blomstrede under hendes hud, hvor Tania havde banket hende. Hendes tunge føltes dobbelt så stor som normalt. Og så kom den værste del, da hun i forskrækkelse ville vende sig om på siden og fik trukket i brændemærket. Det føltes som at blive skudt i ballen.
Hun gispede og Jesper rakte ud efter hende. Uden et ord trak han hende ind til sig og kyssede hende. Hun kyssede igen. Først prøvende, som de havde gjort det ved deres første stævnemøde for ti år siden. Men smerten vakte et uhørt begær i hende. Snart kæmpede deres munde om overtaget - en kamp der forekom evigt uafgjort, men fuld af ny mening.
Jespers fingre filtrede sig ind i hendes hår og han knyttede hånden, og trak hende endnu tættere ind til sig. Hun kvitterede ved at bore sine negle ind i hans rødstribede ryg. Med sin frie hånd spredte han hendes ben. Deres elskov var voldsom og vanvittig - lige dele slagsmål og gensidig trøst. De voksede sammen til ét stort væsen af smerte og vellyst. De forsvandt i hinanden.
Da de flere timer efter kom på benene og dagligdagen truede, i form af bedsteforældre der ville aflevere børn, fandt de kuverten på sengebordet. Den var forseglet med samme symbol som nu prydede deres baller. De behøvede ikke at åbne den for at vide hvad det var: En invitation ...