Fotograf Nanna Mansa
Jeg har egentlig altid vidst at jeg var kinky; Allerede i de tidlige teenageår kunne jeg mærke at lingerie, bondage og BDSM var noget som virkelig tændte mig. Jeg husker stadig den første gang jeg stødte på dominans, det var på TV1000 i de sene nattetimer, hvor programmet Judge Judy kom på. Det var meget blid dominans, men det var alligevel ganske pirrende. Da jeg kom fra en lille landsby i Nordjylland, hvor alt der var tilnærmelsesvis afvigende ikke var velset, var det at ”springe ud” ikke lige noget jeg havde nogle planer om at gøre. Ikke engang de kærester jeg havde dengang kendte til mine kinky sider.
Det var først nogle år senere da jeg flyttede fra landsbyen og ind til storbyen, at jeg havde fået modet til at fortælle en date om mine lyster. Hun var dog allerede meget mere erfaren inden for BDSM end jeg, og der fik jeg så et meget nyt problem; mine lyster havde altid været i hovedet og den egentlige fysiske leg var ikke noget jeg havde erfaring med. Så der stod jeg, totalt ny indenfor BDSM og med en hvis tidligere legepartner jeg endda havde hørt om i TV. Så at kalde det præstationsangst er nok at underdrive. Men jeg må alligevel have klaret det godt for vi endte med at være sammen i lidt over et år og jeg fik lært en masse om hvad BDSM og bondage kunne være.
At springe ud som kinky, gav mange plus points
Efter at have oplevet det positive ved at være ærlig om min seksualitet og mine præferencer overfor dates, oplevede jeg da nogle afviselser fordi jeg blev betragtet som ”for” kinky; men langt hen af vejen gav det virkelig mange plus point at være åben og ærlig. Det var så også omkring det tidspunkt at jeg begyndte at blive lidt aktiv i fetish-miljøet og tog til Manifest, hvilket gav mig muligheder for at se på smukke kvinder i fetish-beklædning og få en meget større omgangskreds af mennesker med forskellige fetishes. Efter nogle år gav denne hjertelige modtagelse, og det at blive accepteret for den jeg var med alle de kinks jeg nu havde, mig modet på endelig at springe det sidste stykkeud. Min mor har altid været typen der ringer og spørger hvordan det hele går, når man så lige har været sammen med en legepartner eller til Manifest så blev det til en hvid løgn om en fest med venner eller lignende. Problemet ved dette var bare, at når man havde givet hende en hvid løgn så begyndte hun jo at spørge videre ind til den. Det var jo egentlig bare menneskelig interesse, men det betød at løgnen skulle udvides og udvides til at det til sidst blev en pestilens. Så en dag hvor jeg endelig havde modet tog jeg samtalen; hun ringede en dag hvor jeg var ankommet tidligt til en af festerne for at hjælpe til med at stille op. Jeg fortalte hende så at jeg var til en fest, hvor jeg var ved at stille op at festen hed Manifest og var en fetish-fest. Hun blev lettere overrasket over svaret, men i sidste ende sagde hun, at hun ikke ville forstyrre, at vi kunne snakke en anden dag og at jeg skulle sørge for at passe på mig selv.
Næste gang hun ringede fik vi fik en kort snak om, at jeg skulle passe på mig selv,. hvilket jeg jo allerede syntes at jeg gjorde, og hvis det var hendes eneste, bekymring skulle det nok gå. Det næste lange stykke tid snakkede vi så ellers ikke rigtigt om mine kinks. Efter lidt tid begyndte jeg at være aktiv i SMil, Landsforeningen for Sadomasochister, først bare som medlem, men senere også i div. praktiske funktioner (for en SM-forening har jo praktiske ting der skal klares lige nøjagtigt som alle andre ”normale” foreninger).En dag hvor jeg kom hjem og var i virkelig godt humør spurgte min mor ind til hvordan det gik og hvad der gjorde mig i så godt humør, til det svarede jeg at jeg var kommet ind i bestyrelsen i en af SMil-afdelingerne. Hendes kommentar til dette var ”Det var da også på tide” - Ikke noget med at jeg skulle passe på sig selv eller lignende, men snarere en forventning om at det nok ville ske engang. Dette tog jeg som den endelige anerkendelse af, at det var okay jeg var som jeg var.