- En anmeldelse af Lars Von Triers Nymphomaniac
Der er mange der i kådhed beskriver sig selv som nymfomaner, hvis andre bemærker at de har flere partnere end normalt. Ordet bliver brugt som en spøgefuld undskyldning (som om sådan en var nødvendig) for at leve et liv, som øvrigheden betragter som amoralsk eller forargeligt frit.
Lars von Triers opfattelse af begrebet ’nymfomani’ er anderledes gammeldags – og dermed korrekt. Nymphomani er en sygdom. En sindslidelse der kan sammenlignes med narkomani og ludomani. En ubærlig trang til at tilfredsstille sine ikke særligt velkomne lyster, underordnet hvad eller hvem det går ud over.
I Triers fire timer lange film følger man nymfomanen Joe (antageligvis kort for Joesefine eller lignende). Hun bliver fundet i en gyde, hvor hun ligger og er blevet banket gul og blå af ukendte gerningsmænd. Manden der finder hende, er den aseksuelle og ekstremt bibliofile Seligman – en nørdet, men oplyst og empatisk gammeljomfru, der hjælper Joe på benene, ned under en varm dyne, og i gang med selve filmens fortælling: Joes tumultariske liv som patologisk sexafhængig.
Joe beretter, og sideløbende afbryder Seligman, for at drage underfundige sammenligninger mellem Joes historie og alskens litterære og matematiske forhold. Disse analogier udvikler sig i løbet af filmen, og blomstrer for nogens vedkommende i filmens konklusion. Andre visner bort, men det virker intenderet. Personligt synes jeg de er både morsomme og et par af dem er endda nyskabende. Men Trier har også ramt uhyggeligt godt når målgruppen er mig. Analogiernes tematik strækker sig over fluefiskeri, talmagi, religiøs mystik, Edgar Allen Poes fiktion og tragiske død, klassisk musikteori, Romerrigets fald ... Og ved et eller andet perverst tilfælde er det alt sammen emner der enten interesserer mig dybt, eller som jeg af snørklede omveje ved noget om.
Jeg var grebet af de intellektuelle flik-flak, men det kan jeg helt ærligt ikke bedømme om andre, med andre interesser, vil være. Trier ramte mig i hjertet med sit litterære kaos, men det var åbenlyst rent held.
Trier har for vane at skabe smukke billeder, og i Nymphomaniac bliver opstillingerne ofte ganske teatralske – altså som var det et drama på en teaterscene man var vidne til. Dialogen er decideret anti-verbal, med moderne øjne, hvor de fleste replikker lyder som noget Shakespeare kunne have skrevet, eller noget man læser højt fra Wikipedia. Det utrolige er at det virker.
Skuespillet er nemlig fænomenalt, for langt de flestes vedkommende. Så fænomenalt, at selv de mest gumpetunge sætninger flyder som den naturligste, om end ret lyriske, samtale. Den eneste der falder igennem er Shia Laboeuf, der det meste af tiden spiller med stenansigt. Han bliver dog bedre efterhånden – men med en spilletid på fire timer er det jo også plads nok. Stellan Skarsgård leverer Seligman med afslappet elegance og gribende tristesse. Charlotte Gainsbourg, den primære inkarnation af Joe, er intet mindre end fantastisk, som den selvhadende, forslåede og filosofisk veltænkende hovedperson.
Joe er generelt den klode hvorom resten af filmen drejer. Det er hendes historie, og den er grum, tragisk, rørende og blodig, men fortalt med underspillet humor. Jeg håber inderligt at alle seere vil minde sig selv om at den handler om et sygt menneske, der opsøger syge oplevelser, for at mætte et sygt behov. For sex-scenerne er for en stor dels vedkommende ikke særligt smukke. Mange er decideret ubehagelige, og når historien når til det punkt, hvor Joe kaster sig ud i SM, er det fordi hun er blevet seksuelt følelsesløs over for alt andet. Hendes tur i den verden vi kender som spændende, legende, fræk og mystisk, er et hysterisk vrangbillede, der sælger BDSM – som så mange film har gjort – som noget der tiltrækker svage, skamfulde kvinder og psykopatiske, voldsfikserede mænd.
Det kunne være en anke fra min side – og en virkelig dybfølt en af slagsen – hvis ikke disse scener, hvor blodet flyder og Joe ofrer alt for sin sadistiske herre, blev brugt for at vise hvor galt det står til med hende. At hun, med samme hovedkulse og monomaniske galskab, som en narkoman jagter sit næste fix, alene prøver at mane sine dæmoner væk. Bare for en stund. Det er en dramatisk effekt, og det er stort set grund nok til at tilgive Trier dette illoyale portræt af vores kultur.
Hvad der til gengæld er svært at tilgive er historiens sidste tyve minutter, hvor Trier i den grad undervurderer sit publikum og begynder at forklare sit eget symbolsprog, med en uklædelig og, for ham, meget ukarakteristisk pædagogik. Jeg vil ikke spoile for meget, men lad os bare sige at Nymphomaniac i virkeligheden handler om køn, og at det øjensynligt er ekstremt vigtigt at slå fast fra instruktørens side. Filmens irriterende banale og forudsigelige slutning havde jeg også gerne været foruden, men alt i alt vil jeg sige at jeg var grebet, jeg blev rørt og jeg følte mig pirret, både fysisk og intellektuelt, af Joes beretning og af filmens billeder.