Om BDSM-illustratoren Eric Stanton, hans samtid og kampen mod de amerikanske censur-love. Med masser af frække tegninger!

I tiden før standarder blev til standarder, og før hvert eneste menneske på kloden var et klik væk, var kunsten på sin vis mere fri end i dag. Kunstnere arbejdede alene eller i små enklaver, ofte uafhængigt af andre individer eller grupper. De udkom i lukkede magasiner, for et udsøgt publikum, i stedet for åbent på nettet. Jeg begræder ikke dette uskyldstab, men jeg påpeger at kunsten og litteraturen havde anderledes kår.

Et af disse kår var billedcensuren. Den har altid været der, og den vil altid være der i en eller anden form. Selv i 2014, i Danmark, har vi billedcensur imod børneporno og snuff – så censuren er ikke altid af det onde. I tidligere årtier har censuren dog taget overhånd, og det har den stadig i de fleste lande i verden. Men kunsten vinder sjovt nok næsten altid. Her er et portræt af en ufrivillig frontkæmper.

Eric Stantons biografi er særdeles rodet, og der er mange ting der enten ikke er kendt, eller som folk er uenige om. Sådan er det ofte med kontroversielle personer, hvis bekendte ikke altid vil vedkende sig overhovedet at have mødt vedkommende. Eric Stanton var, for sin tid, så kontroversiel som man overhovedet kunne være.

Han blev født i 1926 i New York og indrullerede sig på School of Visual Arts, der til alle tider har været et samlingspunkt for avantgarden og den kreative guerilla. Nogle af verdens mest berømte tegneserietegnere har gået på skolen, og Stanton blev blandt andet undervist af en vis Jerry Robinson – manden der opfandt Batman-skurken The Joker. Stantons studietid er kendt som The Golden Age of Comics.

 Stanton gik på samme årgang som vennen Steve Ditko, og de flyttede sammen i en lejlighed/værksted, hvor de ofte hjalp hinanden med at brainstorme, rentegne og farvelægge, når en af dem var tæt på en deadline. Ditko er uden tvivl mere kendt end Stanton selv, da han opfandt The Amazing Spider-man sammen med legenden Stan Lee. I et af sine uhyrligt sjældne interviews mener Stanton at han var manden bag Spider-mans påfaldende evne til at affyre klistret spindelvæv fra hænderne.

Når man ser på hvad Stanton ellers har lavet, er det ikke svært at tro på. Manden har tydeligvis være lidt til en side rent kreativt. I stedet for at tegne klassiske superhelte kastede han sig over den erotiske tegneseriekunst, der blomstrede til trods for den hardcore censur-kultur, der herskede i USA i efterkrigsårene. Ikke alene tegnede han erotik, han tegnede rendyrket BDSM-erotik, i datidens øjne noget der grænsede til decideret pornografi.

Eric Stantons mest aktive ”forlægger” fortjener at blive introduceret. Manden navn var Irwing Klaw, og selvom hans navn lyder som en Bond-skurks, er det svært ikke at betragte ham som lidt af en helt. I 1938 eller 39 – kilderne er uenige – stiftede han butikken Movie Star News, hvor han solgte magasiner, plakater og signerede fotos, alt sammen omhandlende Hollywoods berømtheder. Han bemærkede hurtigt en mærkværdigt høj efterspørgsel på såkaldte ”damsel-in-distress”-billeder (ungmø-i-nød). Disse var billeder af veldrejede skuespillerinder, i situationer hvor de var taget til fange, kneblet eller lignende. Kvinder bundet til stole, togskinner, totempæle og torturinstrumenter solgte langt bedre end bredhagede helte til hest.

Klaw var en dygtig købmand, og da han havde svært ved at følge med efterspørgslen begyndte han at lave billeder selv. Først med sin søster, Paula, og senere med håbefulde unge modeller. De mest berømte af disse er uden tvivl Blaze Starr og Tempest Storm – pseudonymer for to meget uartige burlesque-danserinder. Han lavede endda en bootleg-film hvor selveste Bettie Page deltog. Klaw engagerede også illustratorer som Stanton, der leverede fantasifulde motiver der ikke lod sig gøre at lave med rigtige modeller. Klaw udgav det hele, men med et meget strengt øje til censurlovgivningen. Ingen nøgenhed og slet ingen penetration, var med på billederne, da de i så fald ville være pornografiske, og dermed ulovlige.

De amerikanske censur-love er et hurtigt studie værd, for de er ét stort kaos, som så meget andet lovgivning i det forjættede land. Således gælder der ytringsfrihed ifølge forfatningen, men hver enkelt stat kan lave undtagelser om pornografi og erotisk materiale. Da Stanton og Klaw var mest aktive brugte man Hicklin-testen (fra en retsag i 1868!) til at bedømme kunst og litteratur ud fra. Testen gik ud på at vurdere om materialet kunne ”deprave and corrupt those whose minds are open to such immoral influences” – altså om viljesvage individer kunne lade sig ødelægge moralsk af at se/læse/høre materialet.

Det er tydeligt en gummi-lov, da det var helt op til den enkelte lokale dommer at vurdere om en tegning eller en bog faldt for Hicklin-testen, og da der ikke lå nogen videnskab bag, kunne dommerens postulat ikke modbevises. Derfor var folk som Klaw og Stanton også konstant forfulgt af sædelighedspolitiet (og diverse religiøse forbund), der hang dem ud som forbrydere, beslagslagde tonsvis af tegninger og fotos, udskrev store bøder, og generelt gjorde livet surt for dem og deres kunder.

Efter en meget lang og hård retssag i 1957 trak Klaw sig tilbage. Stanton fortsatte dog ufortrødent med at tegne og udviklede sin egen stil og nogle tilbagevendende temaer. Hans kunst omfatter oftest girl-on-girl BDSM, gerne med mere end to participanter. Mængden af fantastiske elementer stiger og falder, men generelt lod han sig ikke gå på af en småting som realisme. Mængden af barbari og grusomhed er dog nærmest konstant, og særdeles høj. Således er der ingen tvivl om at offeret vil dø i de fleste af hans Bizarre Museum-illustrationer, som er dem vi bringer løbende i denne artikel.

Stanton illustrerer her den uendelige frihed der ligger i den tegnede kunst. Ingen udåd er for syg, ingen forbryderisk fantasi for grotesk, for det er – når alt kommer til alt – bare tegninger. Ingen kommer rigtigt til skade. Men prøv at fortælle censur-myndighederne det!

Grunden til at Klaw trak sig var anklagerens ufravigelige ønske om at forbinde billedporno med ungdomskriminalitet. I en tid hvor selv helt normale tegneserier var under den slags angreb, var det helt naturligt for Klaw at trække sig tilbage. For hvis forbindelsen blev etableret ville han kunne blive dømt for meddelagtighed i ægte voldsforbrydelser.

Efter Klaw måtte Stanton selv udgive sine værker, hvilket han gjorde gennem et sindrigt og hemmeligt netværk af privatkunder og anonyme mellemmænd. Hans kunst blev satirisk, men ikke mindre fræk af den grund. Fx opfandt han ”superhelten” Blunder Broad – en uheldig og inkompetent parodi på Wonder Woman. Hun bliver konstant fanget og torteret af lesbiske superskurke og hendes svaghed – centralt for alle superhelte, fx Supermans forhold til kryptonit – er cunnilingus, der får hendes overmenneskelige kræfter til at forsvinde.

Efter en lang og meget aktiv karriere døde Stanton i 1999, og efterfølgende har hans livsværk været genstand for marginal interesse. Dele af værket er genudgivet, blandt andet af det tyske forlag Taschen, men kun i små oplag og uden stor bevågenhed. Man kan dog ikke underkende Stantons betydning for BDSM-kunst og faktisk heller ikke for miljøet som helhed. Det visuelle udtryk mange af os tager for givet, var han med til at etablere, i en tid hvor han kunne være blevet sat i fængsel for det.

Der er stadig masser af censur-love i USA. Fx er det stadig ulovligt at sælge sex-legetøj i staterne Mississippi, Alabama og Virgina, og den føderale domstol har stadig ikke klart defineret begrebet ”Obskønitet”, selvom det er det der bruges i loven. Teknisk set er det stadig op til den enkelte dommer at bedømme hvornår noget er obskønt eller ej.

Stanton havde ikke internettet, men det har vi heldigvis. Alle billeder i denne artikel er fundet, gratis og legalt, på Wiki-commons, hvor der også ligger to andre Stanton-serier, som vi anbefaler man kigger på. God fornøjelse.