Spekulummet var ikke så iskoldt, som patienten havde frygtet. Men det var stadig langt fra varmt. Lægen havde smurt det ind i creme, så det mødte ikke meget modstand på vejen ind. Patienten peb, men ikke kun fordi situationen var så nedværdigende. Der var noget ubegribeligt æggende over den måde lægens fingre spredte hendes kønslæber, for at få plads til instrumentet. Tanken om at han kunne stikke hvad som helst op i hende var frygteligt angstprovokerende. Hun nød den som en gourmet nyder kaviar.
”Ser du,” sagde lægen til sin assistent, ”det jeg nu skubber fra hinanden kaldes Labia Majora – i flertal forstås. I lægmandstermer: De ydre skamlæber. Eller rettere: kønslæber, for der er naturligvis ingen skam forbundet med disse ... porte til det ukendte mere.”
Stålinstrumentet sank dybere ind. Lægen spredte fingrene yderligere. ”Bag de ydre, sidder de indre kønslæber, Labia Minora. De beskytter skeden mod snavs. I gamle dage kaldte man dem Nymphae, altså nymferne. Meget poetisk, ikke?”
Lægens gummihandskeklædte fingre pressede læberne blidt, og begyndte at bevæge sig i bløde cirkler. Patienten bed tænderne sammen og klemte øjnene i bag læderbrillerne. Hun skulle ligge stille, havde lægen sagt.
”Ah, se!” udbrød lægen begejstret. ”Hvilken perfekt demonstration af hvorledes Labia Minora fyldes med blod og svulver op. Det sker når kvinden er seksuelt opstemt. Jeg tror søreme vores patient nyder at blive ... eksploreret.”
Patienten kunne ligefrem mærke rødmen stige op i kinderne. Hun bed sig hårdt i tungen, for at undgå at bryde ud i en række upassende undskyldninger. Hun ville allerhelst bare fordampe og forsvinde i den blå luft. Eller hvad farve luften nu end havde på den anden side af mørket. Instrumentet gled endnu dybere ind i hende. Lægen fortsatte ufortrødent sine forelæsning:
”Se, et andet særkende ved patientens nydelse er sekretet der lubrikerer skeden.” Lægen begyndte at åbne spekulummets kæber. Det gik både alt for hurtigt og alt for langsomt. De afrundede metaltunger lagde sig mod væggene og pressede dem udefter. Musklerne strammede sig automatisk, og patienten tvang sig selv til at slappe af. Intet var vundet ved at gøre modstand. Smerten ville bare blive værre.
”Man troede længe at sekretet flød fra Bartholin-kirtlerne i skedens udkant, her og her.” Lægens fingre trykkede blidt på de udvalgte punkter. Patienten sprang et åndedrag over. ”I dag ved vi at den smule slim Bartholin-kirtlerne producerer slet ikke er tilstrækkelig. Man formoder nu at sekretet dannes ved en generel udsivning af plasma fra hele skedevæggen.” Lægens fingre gled op langs stålinstrumentet. Han førte dem i små rykvise bevægelser, indtil han pludselig trak dem ud igen. Et dybt støn undslap patientens strube. Hun kunne ikke holde det inde.
”Se her, Jimmy,” sagde lægen til assistenten. ”Se hvor våd en kvinde kan blive, bare ved den smule stimulering af de rette anatomiske punkter.” Hans stemme blev gradvist mere eksalteret. ”Nu skal du bare se løjer ...”
Patienten følte hvordan hendes udspilede kusse lukkede sig om tomheden, da spekulummet blev klappet sammen og trukket ud. Hun faldt tilbage på briksen. Den var ikke længere kølig, men kropsvarm og klistret af hendes sved. Selvom de remme der holdt hende fast til den hårde madras var forede, kunne hun mærke dem gnave lige så forsigtigt i hendes kød. Hun forsvandt midlertidigt ind i sig selv. Hendes sind gik i ét med hendes krop, og hun opfattede med et besynderligt klarsyn hver fiber af sit legeme. Lægens stemme rev hende ud af trancen.
”Det mest følsomme sted på en kvindekrop er Klitoris,” docerede han. Patienten kunne ikke lade vær med at smile. ”Klitoris sidder som en slags overbygning til Labia Minora. Det lyder utroligt, men dette ene lille punkt, på størrelse med en ært, besidder mere end 8000 nerveender.”
På briksen lå patienten og ventede utålmodigt. Han skulle røre hende. Han skulle røre hende lige nu! Hvad ventede han på? Han havde ikke ligefrem holdt sig tilbage før, havde han? Kom nu, tænkte hun. Kom nu, kom nu, kom nu!
”Men, netop på grund af dens ringe størrelse, kan det være svært rigtigt at underkaste Klitoris en nærmere inspektion. Ræk mig venligst apparatet dér.” Der lød støj. Ting der blev flyttet rundt og stødte mod hinanden.
”Tak, se dette er en Klitoris-pumpe. Man sætter simpelthen sugeglasset her ...” Patientens kønslæber blev igen skubbet til side af trænede fingre. Noget rundt blev presset imod hende. Noget der dannede en sluttet ring omkring det mest følsomme sted. Lægen talte videre ”... og som du kan se er glasset forbundet, via en slange, til denne enhåndsbetjente pumpe. Der skal ikke meget arbejde til ...”
En række af korte, svuppende lyde fulgte, og patienten troede et kort øjeblik at der var blevet sat ild til hendes underliv. Det var en følelse ulig nogen anden hun havde oplevet. Som om et stort dyr var ved at æde hende. Hendes 8000 nerveender skreg. Næsten øjeblikkeligt fortog ubehaget sig, og blev til en dunkende bølge af velbehag i stedet for.
” ... og som du ser er det meget effektivt. Pumpen skaber undertryk, hvilket får området inden for glasset til at hæve op. Det medfører at der pumpes mere blod ud i det påvirkede område. Hvilket gør det overmåde følsomt.”
”Genialt,” konstaterede Jimmy. Patienten kunne høre den unge mand smile. ”Og den fremhæver virkelig anatomien.”
”Ja,” sagde lægen. ”Desværre bliver den mindre igen hvis der lukkes luft ind. Men vi kan jo lade den sidde på mens vi går videre med undersøgelsen.” Et lille pift fortalte patienten at lægen havde fjernet slangen fra sugeglasset. Det rykkede i glasset og hver eneste lille rystelse sendte lyn op gennem hendes rygsøjle. Hendes øjne blev fugtige bag læderet.
”Vi fortsætter nu eksplorationen, men, om jeg så må sige, i den anden ende. Finder du lige Jennings-mekanismen, Jimmy?” Patienten registrerede at de to mænd kom nærmere hendes hoved. Det knirkede fra deres sko. Og hun kunne lugte dem. I den sterile atmosfære opfangede hun langt nemmere organiske dufte. De svedte, men i stedet for den surhed hun normalt forbandt med svedlugt, indeholdt denne duft noget tiltrækkende.
”Jeg har vist demonstreret den for dig før. Hvis jeg nu holder, så kan du prøve at sætte den i.” Med brutal pludselighed jog lægen sine behandskede fingre ind i patientens halvåbne, stønnende mund, og spærrede den op. Et instinkt fik hende til at forsøge at lukke munden igen, men lægen var stærk, og hun nåede dårligt nok at bide halvt sammen, før et fremmedlegeme fandt vej ind i gabet på hende. Det satte sig, med en besk smag af plastik, omkring hendes fortænder. Og med det samme var hendes halvhjertede modstand aldeles meningsløs. Med mekanisk uimodståelighed blev hendes mund presset op af tingesten. Hendes tunge dansede vildt i protest, og hun udstødte en række gutturale lyde, der lød mere som dyrebrøl end mennesketale.
”Det er da vist godt at vi fik spændt hende grundigt fast, hva’?” lo lægen, mens han sikrede sig at det hele var spændt ordentligt. Jimmy grinede tilkendegivende som svar. Lægen talte videre som om intet var sket.
”De fleste kender jo til Pavlovs forsøg med såkaldt klassisk betingning. Han ringede med en klokke hver gang han fodrede sine hunde, og som et resultat af det begyndte hundene efterhånden at savle hver gang han ringede med klokken, lige meget om der var mad i nærheden eller ej. Betingning er selvfølgelig noget mere avanceret med abstrakt tænkende væsner, som mennesket på briksen her ...”
Lægen fingre var pludselig helt nede ved patientens kusse igen. Han tog fat i sugeglasset og førte det langsomt op og ned, rytmisk og præcist. Patienten mistede kontrollen over sin vejrtrækning, og begyndte næsten at hulke af nydelse. Selvom den væmmelige metalbøjle i munden fik hendes kæber til at knage, og det kløede under læderremmene, og det gnavede der hvor mørkebrillerne blev holdt på plads, var det eneste hun kunne fokusere på nydelsen, der byggede sig op i hende. Som en varmluftballon der fyldes med luft, blev hun fyldt op af beruselsen. Den ville få hende til at sprænge – eksplodere i en sky af afbrændt begær. Snart, snart ...
”Som du vil bemærke,” sagde lægen tørt, og fjernede sin hånd,”er patientens mund nu særdeles våd. Ja, hun savler ligefrem.” Patienten vendte tilbage til den virkelige verden. Det var som at få kastet isvand i ansigtet. ”En vis procentdel af alle mennesker oplever forøget spytproduktion når de stimuleres seksuelt. Meget interessant fænomen, ikke sandt?”
”Hrm ...” En rømmende lyd. Den stammede hverken fra lægen eller assistenten. Den kom langt borte fra.
”Ja, Hr. Professor, ønsker De at bidrage til lektionen? De ved at Deres insigt altid er mere end velkommen!”
En hæs stemme svarede. Den kom gradvist nærmere. ”Jeg tror det er på tide at patienten får lov at se igen. De næste ... eksplorationer ... er meget visuelt stimulerende, vil jeg mene.”
”Naturligvis, Hr. Professor. Jimmy, vil du?”
Patienten blev med det samme blændet af det grelle, overvældende lys fra den operationslampe der hang over hende. Hendes øjne løb endnu mere i vand. Hun kunne mærke savl størkne på hendes kinder og hals, mens endnu mere savl løb i små baner fra hendes udspilede mund. Sugekoppen sad stadig fastklinet til hendes klitoris, der var en stor, øm knude af himmelsk behag. Endnu inden hendes øjne havde vænnet sig til lyset dukkede Professoren op, for foden af briksen, mellem hendes låste og vidt spredte ben. En høj, tynd mand, skjult bag en kirurgmaske og et par briller med indbygget lup. Han lignede mere end maskine end et menneske ...