Sidste og afsluttende del af klinik erotica følgetonen af erotiske historier om doktoren, den kidnappede patient og Jimmy
Der måtte være et ansigt et sted inde bag brillerne og masken. Men patienten var ikke sikker på om hun foretrak at se det. Hun forestillede sig Professorens åsyn som skarpt, nådesløst, med små øjne uden glæde. Jimmy og lægen stod på hver side af den ældre mand. Også de var iført operationsmasker. De tre mænd stirrede på hende. Assistentens øjne var unge og sultne. I et stykke tid, mens patientens øjne vænnede sig til det ubehageligt påtrængende lys, sagde ingen i lokalet noget. Kun hendes egen boblende vejrtrækning, gennem stålbøjlen, brød tavsheden i undersøgelsesrummet.
”Sluk lyset nu, Jimmy.” sagde Professoren. ”Nu starter vi for alvor.”
Jimmy nikkede og forsvandt ud af patientens synsfelt. Lægen forlod også Professoren, for at finde mere værktøj frem, at dømme efter lydene. Inden den kraftige lampe blev slukket, og igen efterlod hende i mørke, nåede hun at danne sig et begrænset billede af lokalet de befandt sig i.
Det var sikkert en kælder, for hun ikke se nogle vinduer. Væggene var dækket af de samme hvide klinker som gulvet, og loftet havde en gråhvid, jordslået farve. Både loftet og flere af fliserne havde slået revner. Operationsudstyret omkring hende var underligt gammeldags. Hun befandt sig tydeligvis et sted hvor man ikke kom så tit. Et glemt sted, hvor ingen ville lede efter hende.
Så gik lyset ud. Hendes øjne, der lige havde vænnet sig til lyset blev sat helt ud af spillet igen. Professoren begyndte at tale.
”Algolagnia.” Professoren udtalte det mystiske ord, som var det Guds sande navn. ”Algolagnia er den psykiatriske og medicinske betegnelse for et yderst interessant fænomen. Det er sat sammen af ordet ’Algol’, der betyder smerte, og ’Lagnia’, der betyder ... Lyst.” Patienten registrerede bevægelse omkring sig, men havde stadig måner og sole for øjnene, som lampen havde brændt ind i hendes nethinder. Og hun kunne stadig ikke bevæge hovedet.
”Efter vores indledende observationer, kan vi konkludere at patienten her udviser en vis nydelse forbundet med at være fikseret og, af mangel på en renere teknisk terminologi, at blive ydmyget. Altså stimuleres patienten af psykisk smerte. Algolagnia er dog en langt mere målbar og ... fysisk størrelse, som vi nu skal undersøge nærmere.”
Hver eneste muskel i patientens krop spændte sig. Hvad havde de tænkt sig? Hun var forfærdeligt omtåget og forstod ikke helt hvad den mærkelige Professor sagde gennem masken.
Et skrigblåt lysglimt gennemtrængte mørket. Det varede en brøkdel af et sekund, men lyste Professorens tildækkede, umenneskelige ansigt op. Som blitzen på et kamera. ”Smerte kommer i mange former, men ingen er helt så videnskabeligt tilfredsstillende som elektricitet, synes jeg.”
Et nyt glimt lyste lokalet op, men denne gang blev det fulgt op af en chokerende, brandvarm smerte under patientens ene fod. Hendes krop gav et enormt spjæt fra sig. Briksen knirkede, men hun sad uhjælpeligt fast. Smerten fortog sig lynhurtigt igen. Metalbøjlen, der pressede hendes kæber fra hinanden, var drivende våd af spyt.
”Vær så venlig at fjerne glasset fra patientens Klitoris. Vi skulle nødig korrumpere resultaterne.”
Nogen fjernede sugeglasset med brutal pludselighed. Det gav sig i hele patientens underliv, og en varm fornemmelse bredte sig. Den blev dog snart skyllet bort. Lokalet forekom langt koldere end det hidtil havde gjort. Koldsved begyndte at forme sig i små dråber på hendes hud. En forventningsrystelse, ikke ulig dem man oplever når man har feber, strøg gennem hende, fra det punkt på foden hvor kvægstaven havde ramt hende, helt op til issen.
”Mine Herrer. Skal vi?” inviterede Professoren, uden at det overhovedet lød indbydende. Hans stemme var flad og følelseskold. Øjeblikkeligt ramte tre stave patienten fra forskellige vinkler, på forskellige steder. En på læggen, en på overarmen, og en direkte på maveskindet. Patientens sidste rest af fornuft fortalte hende at hun måtte være blevet skudt. Mindst.
Hun prøvede at skrige, og opdagede med det samme hvor svært det er, når man ikke har tungens fulde brug, og svælget er fyldt med spyt. Det blev til et gurglende langtrukkent hyl, der sendte en sky af savl ud i luften over hendes hoved. Det støvregnede ned over hende, og inden det havde lagt sig, zappede de hende igen.
Denne gang gik det ud over inderlåret, et blødt punkt mellem to ribben og hendes skulder. Hun spjættede igen. Hylede igen. Strømstavene sendte lange tornebesatte fangarme gennem hendes nerver. Snart begyndte de at bruge stavene på må og få. De fandt hvert deres tempo. Højlydte, sprøde smæld, som af knipsende fingre, lød hver gang en af de tre hvidkitlede torturmestre aktiverede sit redskab. Lår, underarm, hals, brystkasse, lænd, håndryg, hele tiden rykkede de nærmere på de steder hvor det ville gøre allermest ondt. Deres formummede ansigter dukkede op, hele tiden nye steder, i det stroboskopiske lyshelvede stavene skabte. Professoren havde haft ret. Det var vitterligt visuelt stimulerende.
Smerten byggede sig op. De enkelte stød var til at overleve, men når de blev stablet oven på hinanden i stadigt større mængder og med stadigt kortere mellemrum, kunne hun ikke følge med. Smerten voksede sig stor og mægtig, til den fyldte hende ud. Den kravlede langsomt op gennem hendes luftrør, og var ved at kvæle hende. Hun lukkede øjnene, panisk angst for at se smerten når den brød ud igennem hende. De blå glimt trængte gennem øjenlågene. Et langtrukkent skrig trodsede de fysiske restriktioner, og fødtes ud af hendes mund. Smerten blev flået i stykker før den fik fast form. Og midt i skriget skiftede hun tone. Fra hysterisk og forpint til salvelsesfyldt ekstase. Hele hendes legeme trak sig sammen om sig selv. En varm kokon af smerte omsvøbte hende, og orgasmen gennembankede hende til hun vidste at hun var blevet vanvittig.
På et tidspunkt holdt det op. Hun mistede enhver form for tidsfornemmelse. Hun svævede over briksen, selvom hun sagtens kunne mærke de bælter der holdt hende fast. Mændene bevægede sig rundt om hende. De skramlede med udstyr og møbler. På et tidspunkt mærkede hun et lille stik. Hun blev blændet igen, men hun var ligeglad. Saligheden gjorde hendes krop tung. Hun blev sløvere, og registrerede kun vagt at hun blev befriet og løftet tilbage i kørestolen. Hun var gledet ind i anæstesiens sorthed inden hun nåede ud af døren.
I drømme var hun allerede tilbage på briksen.