Jeg lod Jer sidde med en halvfortalt historie sidst, og her kommer afslutningen og fortsættelsen. Vi forlod Marquis de Sades ufærdige manuskript til 120 dage i Sodoma, på et tidspunkt i efteråret 1785. Sade gemte manuskriptet af vejen i et hulrum i en af cellevæggene, og her lå det stadig da den franske revolution brød ud i lys lue fire år senere. Sade overlevede og undslap den berømte storm på Bastillen, der var revolutionens startskud, men fængselsborgen blev som bekendt løbet over ende, plyndret og delvist brændt ned.
I forvisning om at det han selv betragtede som sit mesterværk, var blevet bytte for røvere eller flammer, opgav Sade værket og kastede sig over andre projekter. Han nåede aldrig at se sit elskede manus igen, endsige finde ud af at det havde overlevet. Det blev fundet af en vis Arnoux de Saint-Maximin, der senere gav eller solgte det til Villeneuve-Trans-familien, hvor det boede i tre generationer, indtil de solgte det til en tysk antikvar. Det var her den ligeledes tyske psykiater Doktor Iwan Bloch fik fat i det, og dette er grunden til at vi kender teksten i dag.
Som psykiater var Bloch godt bekendt med Krafft-Ebings pionerværk, Psykopathia Sexualis, hvor Sades værker bliver brugt flittigt som henvisningsmateriale, og han besluttede sig for at udgive 120 dage, for ren videnskabelig interesses skyld. Værket var dog så kontroversielt, at Bloch - til trods for at han ikke selv var tekstens forfatter - måtte udgive den under pseudonymet Eugene Dühren. Udgivelsen skete i 1904, næsten 120 år efter Sade satte det sidste punktum.
De færreste nutidige sadister og masochister vil genkende de sindssyge, afskyelige billeder Marquis de Sade maler af menneskets sind. 120 i Sodoma er en litterær klassiker og en sand opvisning i grusom fantasi. Den er ikke en guidebog til et bedre sexliv, men en kavalkade af syge forbrydelser, der starter relativt blidt ud, og derefter eskalerer til barnemord, anale voldtægter og langstrakte, abstrakte torturscener, der kun kan være fostret i en gal mands hjerne. Ikke desto mindre er den gale mand ophav til det ord der beskriver en stor del af min omgangskreds - et ord der heldigvis betyder noget andet nu, end det gør i origialudgaven af Psykopathia Sexualis.
I forhold til Marquisen og hans bizarre livsværk, ifølge mandens eget forord "den mest fordærvede bog siden verden begyndte", er personen der lagde navn til masochismen et ret afslappende bekendtskab, både litterært og filosofisk. På trods af forskellige menneskesyn og næsten 100 års udgivelseshistorie, er der dog ligheder imellem dem: De udlevede begge to deres lyster ...
Leopold Ritter von Sacher-Masoch, en østrigsk baron med forfatterdrømme og masser af talent, var på mange måder forud for sin tid. Han blev født i 1836, og var gennem hele sit forfatterskab utopist og humanist. Han var, sammen med de britiske romantikere og andre åndsfæller, også blandt de tidligste repræsentanter for den moderne feminisme, ud fra en grundholdning, der kommer til udtryk i hans hovedværk:
"Kvinden, som naturen har skabt hende, og som manden nu uddanner, er mandens fjende. Hun kan alene være hans slave eller hans diktator - aldrig hans ligeværdige. Ligeværdig bliver hun først når hun får de samme rettigheder som manden, og en lige del i uddannelse og arbejde."
For en nulevende læser lyder læresætningen, der afslutter Sacher-Masochs mest berømmede værk, Venus im Pelz (Venus i Pels), som en arkaisk og grov simplificering af et samfundsproblem. Det er dog vigtigt at huske, at forfatterens tanker var endog meget nyskabende, grænsende til det tabubelagte. Dette er helt i tråd med resten af bogens handling, da den behandler et emne som bliver betragtet som tabuiseret, selv i dag!
Masoch beskriver nemlig den første frivilligt indgåede slave-kontrakt, jeg har kunnet finde i litteraturhistorien; en kontrakt der indgåes mellem en ung mand, Severin von Kusiemski, og målet for hans kærlighed, den adelige Wanda von Dunajew. Masochs beskrivelser af den forelskede mands hovedkulse tilbedelse af den magtfulde kvinde er utroligt nuanceret, og han beskriver ikke kun masochistens trang til at ydmyge sig og lade sig styre og straffe. Masoch er også en af de første forfattere der beskriver en beklædnings-fetish, idet unge Severin er besat af tanken om kvinder, og naturligvis især Wanda, iklædt pels. Da Severin underskriver sin del af slave-kontrakten, er det eneste punkt han har insisteret på at få nedfældet, at Wanda skal være i pels, så ofte som muligt, og særligt når hun er vred.
Den sidste del af historien får I i næste artikel.