Tredje og sidste del af sadomasochismens historie
Kilde: Wikipedia Commons
Vi forlod Sacher-Masochs hovedpersoner, Severin og Wanda, lige efter indgåelsen af en slavekontrakt. Kontakten definerer de to menneskers forhold som uligeværdigt, med den nådesløse og impulsive Wanda, som domina, og Severin som den tilbedende, fodkyssende slave. De to drager udenlands, til Firenze, hvor ingen kender dem, for at udleve deres utilstedelige lyster, et sted hvor ingen kender dem.
Desværre går det galt - i hvert fald for Severin - for Wanda viser sig at være nøjagtigt lige så vulkanagtigt lunefuld, som han havde håbet. Heri ligger en af de mere interessante dele af bogens handling og masochismen som helhed. For hvornår får man for meget af det man beder om? Det er en hårfin grænse som SM-par stadig forsøger at finde hver dag. Wanda selv lider af dobbeltsyn. På den ene side nyder hun sin uindskrænkede magt over Severin, der som mand i 1800-tallet er højt hævet over hende socialt og økonomisk. På den anden side foragter hun ham for hans vilje til at tjene et 'laverestående' væsen, og væmmes ved den nydelse han opnår ved at ydmyge sig. En nydelse hun selv opdager ved mødet med historiens tredje hovedperson Alexis Papadopolis, en antihelt af rang, som hun forelsker sig i, og higer efter at tilfredsstille med nøjagtigt samme servile underdanighed som Severin tildeler hende.
Historien ender ulykkeligt, men hvad mere sørgeligt er: Den er sand. Leopold Sacher-Masoch var selv masochist, i en tid hvor den slags blev betragtet som en forbrydelse mod sædeligheden. Venus i Pels er en meget nøjagtig beretning om hvad Masoch selv oplevede i årene før han skrev den. Han undertegnede en slavekontrakt med sin elskerinde, en rig baronesse, og tog med hende til Venedig, så de kunne leve som herre og træl. Senere pressede han sin kone til også at udleve teksternes handlingsforløb - altså stadig med ham som den underkuede. Her kammede Masoch over, og blev en dominant masochist - et paradoks der er meget beskrivende for ham som person og forfatter. Hans kone tog hævn og udgav sine memoirs - under pseudonymet Wanda Dunajew - hvori hun fuldstændigt udleverede sin eksmands unaturlige tilbøjeligheder. Tilbageblik er altid en meget taknemmelig øvelse. Hullerne i de'herrer Sade og Masochs biografier er lette at udnytte, og sjove at udfylde med legender og rygter. Men det er dog helt sikkert at der er tale om to helt enestående individer og to absolut geniale, fremsynede forfattere. Der er dog samtidigt tale om to mænd der led af svære psykiske sygdomme, der intet har tilfælles med den nutidige betydning af de begreber Krafft-Ebing opkaldte efter dem.
Marquis de Sade var en hjerteløs forbryder. I klinisk forstand er der næppe tvivl om at han var psykopat. Sacher-Masochs seksuelle præferencer gjorde ham til en slave, ikke kun af de kvinder han attråede, men af sig selv. Han var som en af Hogwarths husalfer, låst fast i et herre/slave-syn på verden, hvor det at tjene på trods af sin egen ulykke, var det højeste formål med livet.
Ordene 'sadist' og 'masochist' har i dag mistet meget af det bid de havde i starten af 1900-tallet. Det er ord vi bruger til at beskrive helt almindelige mennesker - kassedamen, direktøren, den lokale præst - der har nogle lidt aparte lyster. I mine øjne er det en sund udvikling, for det betyder at vores livsstil, ligesom de homoseksuelles, de transseksuelles etc.. er blevet mere accepteret. Det forhindrer dog stadig ikke brugen af især ordet 'sadist', når man skal beskrive mennesker med seriøse vævefejl i kysen. Vendinger som "sadistisk seriemorder" dukker jævnligt op i medier og populærlitteratur, antageligt fordi der ikke er andre ord der beskriver fænomenet lige så godt.
Fik du læst....?
Psykopathia Sexualis - BDSMs historie del 2
Psykopathia Sexualis - Første del af BDSMs historie